Byrådet udpegede i deres møde den 31. marts 2022, Vegger Idræts- og Kulturhus til fremtidig afstemningssted for valgdistriktet Skivum-Giver.
Flytningen af afstemningsstedet fra Skivum Forsamlingshus til Vegger Idræts- og Kulturhus forud for valget den 16. november 2021 var først og fremmest foranlediget af, at Covid-19 ikke gjorde det muligt at afvikle valget med tilstrækkelig afstand mellem vælgerne. Dertil kommer dog, at rammerne i Skivum forsamlingshus i forvejen ikke er velegnet til at afvikle ældrerådsvalg samtidig med kommunal- og regionsrådsvalg. Som der fremgår af Indenrigs- og Boligministeriets cirkulære skal valg til Ældrerådet foregå tydeligt og klart adskilt fra kommunal- og regionsrådsvalget, herunder med særlige valgborde, stemmerum og stemmekasser og så vidt muligt også i adskilte lokaler med særskilte adgangsveje. I evalueringen af valget i 2017, hvor Ældrerådsvalget for første gang blev afholdt som fremmødevalg, blev det konkluderet, at lokalerne ikke var egnet til samtidig afvikling af valgene grundet pladsmangel. De valgansvarlige konkluderede efter valget den 16. november 2021, at der var væsentligt mere plads i Vegger, bedre faciliteter og at der var mulighed for at kunne anvende separate døre til ind- og udgang for at kunne skabe et bedre flow.
Hvad angår handicapforhold ved Vegger Idræts- og Kulturhus blev det, ved Byrådets behandling den 7. oktober 2021 bemærket, at afstanden fra parkeringspladsen til indgangen er knap 150 meter. På valgdagen blev dette imødekommet ved at etablere midlertidig handicapparkering tæt ved indgangen. Af evalueringen af valget i 2021 fremhævede de valgansvarlige derudover, at trapperne ved indgangen til Skivum forsamlingshus tidligere har været en hindring for borgere med handicap, mens der ikke er tilsvarende udfordringer i Vegger Idræts- og Kulturcenter.
Vegger glæder sig til at tage imod vælgerne og første gang er den 1. juni 2022